Om opdrættet
 

 

 

  Hvordan startede det hele?...
 

 

 

Det startede vel som for så mange. Med et par marsvin fra dyrehandlen… Da vi skulle hente vores bestilte roset-marsvin i Randers, mødte vi et par opdrættere fra DMK. Det var vores held, for vi kunne ikke se forskel på kønnet af de 2 unger, vi skulle vælge imellem, og vi skulle have en hun til vores anden hun derhjemme.

De fortalte om DMK, og så gik tingene stærkt. Vi kiggede på forskellige racer, og faldt pladask for de smukke satinmarsvin. Vort første af slagsen var Wilmas Honney – og hun var smuk! Desværre mistede vi hende, efter hun havde født sit første kuld unger. Hun fik lungebetændelse, og uerfarne som vi var, fik vi hende til dyrlægen for sent. Vi har lært meget siden da…

Inden da deltog vi dog på vores første udstilling, både med Honney og Apollon, som en vis dame i huset bare måtte have, da hun så ham i buret i dyrehandlen i Kolind.

Udstillingen var faktisk en blandet fornøjelse. Vi havde badet og pudset dyrene, men fik alligevel en ”balle” for Apollons hømider i indtjek. Vi anede ikke, hvad hømider var og heller ikke, om vi var afvist, og det var ikke let at få råd, for damen i indtjek var øjensynlig meget stresset. Det var lige ved at blive både første og sidste udstilling for vores vedkommende, uha.. Heldigvis er det noget af det, DMK har gjort et stort stykke arbejde på at rette op på, og nu bliver alle førstegangsudstillere hjulpet og vejledt :o)

Nå, men senere på dagen kom de gode oplevelser. Honney vandt BIS junior m.m., og det var vi da stolte over, selv om vi på daværende tidspunkt ikke rigtig vidste, hvad det egentlig stod for :o)

Siden da er der kommet mange flere dyr til. Da vi blev involveret mere i klubben, blev vi godkendt til PR, så der blev anskaffet lidt forskellige racer :o) På denne måde kom bl.a. abbysinierne ind i vores familie. Det er så absolut marsvinenes mest intelligente bud på en ballademager - skønnere dyr skal man lede længe efter :O)

Satin´erne har også en stor plads, selv om det har stået lidt stille en overgang. Vi forsøger at avle os ud af problemer med alt for små dyr (pga. satin/satin avl) ved at bruge gode ensfarvede og agouti med god størrelse og type til krydsninger. Er der noget smukkere end en agouti eller skimmel satin? Det tror jeg ikke...

I øjeblikket er det så sølvagoutierne, skimlerne og CH-teddyerne, som udgør størstedelen af vores opdræt. Det er spændende racer med masser af udfordring, og samtidig er temperamentet uforligneligt hos de store racer som sølvagoutier og CH-teddyer (disse er nok de roligste dyr, jeg nogensinde har haft :O) ). Abyssinierne avler vi også, men kun på vores allerbedste stammer, da det kan være svært at komme af med ungerne, så selv om racen udstillingsmæssigt fordrer mange unger, så vil jeg ikke avle uhensigtsmæssigt mange unger, som bare kommer til at gå og kede sig her. 

Jeg afleverer IKKE unger i dyrehandler - her i området er de ganske forfærdelige!! Det er direkte forkasteligt at se, at ejerne ikke vil sætte sig ind i marsvinenes specielle behov eller endsige tage imod gode, velmente råd.  Det kan virkelig gøre mig vred, at man avler 17 kuld i rækkefølge på den samme stakkels hun, der sidder radmager i buret med tydelig tegn på Selnick sammen med 4-5 unger og hannen - og man ved bare, at hun vil dø med næste kuld i maven! En pengemaskine, ja - men hvor er dyrenes velfærd henne??! Det er sørgeligt, synes jeg...

En stor del af min tid går med bestyrelsesarbejde i kreds 4. Kredsen gør et stor stykke arbejde netop for at udbrede kendskabet til de små dyr og forsøge at bedre deres levevilkår gennem information bl.a. gennem PR arrangementer. Samtidig afholder vi i reglen 2 udstillinger årligt, og derimellem tager vi emner af mere generel karakter op. I øjeblikket er det ting som at komme den sladder til livs, som uvilkårligt opstår i en så hastigt voksende forening, og få fokus tilbage på det egentlige - at vi er en HOBBYFORENING, og at vores fælles interesse er MARSVIN :O)

I DMK er der nemlig netop mulighed for at dyrke gode venskaber. Både som barn og voksen. Langt de fleste udviser stor kærlighed for deres dyr, og meget få deltager udelukkende for at vinde, selv om vi da alle forsøger at fremavle det ”perfekte dyr” i næste kuld :o)

Nå, ja - og så er jeg jo også blevet kæledyrsdommer og godt i gang med racedyrsuddannelsen, hvor jeg er uddannet i en del af racerne pt.